Almene klasser

9. og 10. klasse

På Thorsgaard Efterskole tilbyder vi både almen 9. og 10. klasse, der munder ud i FP9 og FP10. I disse klasser vil undervisningen måske ligne den form, du kender fra tidligere skoler, men vi lover, at både faglighed og mødet med dig og dine faglige kompetencer bliver vægtet, så du vil blive udfordret derfra, hvor du er.

Maiken, 15 år

9. klasse

Det fede ved at gå i 9. klasse på Thorsgaard er, at man føler, der plads til én i fællesskabet. Man kan sige, at man tilbringer mange timer om ugen i klassen, og derfor er det også vigtigt, at man kan lide at være der, hvilket er mit indtryk, alle kan.

Jeg føler mig tryg ved at sige ting højt i klassen. Lærerne møder altid forberedt op til timerne, de formår at lave undervisning på et niveau, hvor alle kan være med og samtidig gøre den spændende.

Thomas, 16 år

10. klasse

Som elev i almen 10. klasse har jeg kun de obligatoriske fag; dansk, matematik og engelsk. Derudover har jeg to ekstra valgte fag. Dagen går stille og roligt med, at vi laver forskellige faglige ting i timerne og hygger os med lærerne.

Det bedste ved at gå i 10. ifølge mig er, at man ikke har alle de ekstra fag og at vi har engagerede lærere, som kan gøre timerne sjove.

Undervisning ud af huset

Flere gange om året brydes skemaet op i forbindelse med forskellige anderledes uger. Nogle foregår på skolen med eksempelvis tilblivelse af en forestilling eller andet. Andre går ud af huset, for eksempel i kajak, på cykel eller på hesteryg.

Et af årets højdepunkter er vores tur til Norge. Vi tager til et lille sted, der hedder Johnsgård, hvor vi er helt alene i den storslåede natur og bor i små primitive hytter. Her er ingen skihejs, ingen kulørte lamper eller burgerbarer. Til gengæld er der turski, stilhed, snehuleture, isbadning, skiskydning og mange andre fantastiske oplevelser som du aldrig vil glemme.

Det er vigtigt for os at møde dig med udfordringer du formodentlig aldrig ville have givet dig selv. Vi tror nemlig, at det netop er der, hvor du udvikler dig allermest som menneske og får de mest skelsættende og uforglemmelige oplevelser.

Valgfag
Læs mere
Linjefag
Læs mere